Racebeskrivelse


IMG_4545

Toygeren kaldes en designerkat og er designet i slutningen af 1980’erne i USA af Judy Sugden. Med en stor portion tålmodighed og et langsigtet avlsprogram satte Judy sig for at skabe en ny type racekat. Idealet har fra starten været en blanding af en tøjdyrstiger og en tiger.

Judys avlsprogram har fra start været opbygget af huskatte og racekatte. Judy har haft fokus på, at toygeren – til forskel fra bengalen – ikke blev dannet ved hjælp af hybridkatte (F1, F2, F3, F4). Bengalen er skabt af Judys mor Jean Mill, så Judy kendte allerede til de udfordringer, som F-betegnelserne kunne give en race. Hvor F-betegnelserne angiver, at der biologisk er tale om hybrid med indkrydset Asiatisk Leopardkat, så angiver SBT, at det er en domesticeret tamracekat, hvor vildkatte ligger mindst 4 generationer bagud. Den allerførste parring i 1980’erne, som var fundamentet for toygeren, var mellem en af de tidlige SBT Bengal fra hendes mors opdræt ved navn Millwood Rumpled Spotskin og en stribet huskat ved navn Scrapmetal.

De næste mange år fortsat Judy med at bygge racen op ved hjælp af huskatte og racekatte med det rigtige mønster, kropsbygning, ansigtsform eller andre af de kendetegn, som hun havde sat sig for, at toygeren skulle have. En af de mere omtalte katte, som medvirkede, var en huskat ved navn Jammu Blu, som Judy fandt på en rejse i Indien. Mange forskellige racekatte har været medvirkende til toygeren, og hver og en har medvirket på grund af nogle træk som var specielle for den enkelte kat; ikke for den race, der var tale om. Det er derfor meningsløst at sige, at toygeren er skabt af så mange % af en race og så mange % af en anden race o.s.v.  Når en toyger bliver parret med en anden racekat, bliver killingerne registreret som AON (=50%)  istedet for SBT. A’et angiver, at der er tale om 1. generation af en raceblanding, næste generation bliver registreret som BON (=75%), 3. generation som CON (87,5%), og 4. generation bliver registreret som SBT (93,75%) og betragtes som race-ren. På den måde sikres, at betegnelsen SBT (raceren) kun bruges om katte, som har samme race over 90% af stamtavlen; langt de fleste toygere har idag SBT katte i det meste af deres stamtavle.

At skabe en race, handler om at have sans for alle de detaljer, som i den sidste ende bliver til den pågældende race, og det har Judy haft i de 20-25 år, hun brugte på starten.

Toygeren blev godkendt af TICA til registrering i 1993 og i år 2000 avancerede racen til gruppen New Breed (=ny race) for endelig at blive fuldt accepteret i februar 2007. De første danske toygerkillinger så dagens lys 5-½ år senere.

Et lille antal dedikerede opdrættere verden over arbejder nu målbevidst sammen med Judy for at nå målet om en kat efter Judys idealer for udseende, temperament og sundhed. Som de første i Skandinavien fik vi i 2011 lov af Judy til at være en del af denne gruppe, og vores avlsprogram er bygget op over katte, som vi har fra Judy og hendes råd og vejledning.

IMG_4615Udseende
Toygeren er en muskuløs kat af medium størrelse. Pelsen er kort og de dramatiske striber leder tankerne hen mod de store tigere, som har stået model for designet. Du kan finde en detaljeret beskrivelse (på engelsk) af toygerens udseende ved at følge dette link til standardbeskrivelsen på TICAs hjemmeside.

Temperament
Toygere er venlige og livlige katte, som nyder menneskelig selskab. Toygere er meget intelligente og som regel nemme at træne, for eksempel med klikkertræning. Og jeg tror egentlig også, at toygere synes, at mennesker er nemme at træne… De har i hvert fald en særlig evne til at få deres vilje her i huset, når de med indtrængende miiiv fortæller, nu er det tid til en kæletur eller med et kræende miiaaav forlanger at være smagsdommere i køkkkenet.

Sundhed
Allerede mens racen var helt ny har opdrætterne haft fokus på at forhindre arvelige sygdomme fra andre racer i at invadere racen, og den fokus er fortsat et vigtigt element i avlsarbejdet. Vores katte DNA-testes i USA før vi bruger dem i avl, så vi kan være så sikre som muligt på, at opdrætte katte uden genetisk betingede problemer.

Aktiver billedets link til Animal Planets præsentation af toygeren på YouTube

youtube